tirsdag den 24. september 2013

En svær fastedag, der viste sig at være ret let...!

Jeg skulle til København en enkelt dag med arbejde. Sådan en dag, hvor man står op før en vis herre har fået sko på og sidder 3 timer i et tog, hvor man prøver ikke at falde i søvn for at undgå sovehår, alt for krøllet tøj og mascara-smulder på kinderne! 
Hjemmefra havde jeg lavet en madpakke; En stor kop kaffe fra min meget højt elskede Nespresso-maskine... 

I morgentoget havde jeg fornøjelsen af at se solopgangen over Jylland og glæden over en togmand, der gav mig en kop kaffe til en tyver, fordi han ikke kunne give tilbage på en seddel... 

Dagens program var ret stramt med møder og undervisning og nye ting på programmet, så tiden på Københavnskontoret gik ret hurtigt - og så var det tid til at skulle hjem ad! Lige en hurtig tur ind forbi strøget - og så ellers toget hjem igen! Da jeg på forhånd vidste, at jeg ville være sent hjemme, havde jeg allieret mig med mit køleskab og lavet rigeligt med kødsauce på min fastedag tidligere på ugen- så det skulle bare varmes, og så var der ellers serveret aftensmad. Det var meget heldigt for toget hjem blev forsinket, så da jeg endelige ramte matriklen, var det med knurrende mave efter at have siddet overfor nogen i toget, det faktisk bare spiste snacks i 3 stive timer...

Efter maden havde jeg en aftale ude i byen med nogle tidligere kollegaer - og afsted med mig! Ret specielt (og særdeles atypisk for mig!!!) at holde mig til vand, men det betød bestemt ikke, at det ikke var hyggeligt! Selvom jeg nu var ret træt efter turen til København! Og det var bestemt med stor glæde, at jeg vågnede op uden tømmermænd lørdag...

Det bedste ved dagen var - udover alt det gode selskab - at jeg slet ikke bekymrede mig om at spise det rigtige mad! Det er stadig fantastisk at følge en diæt, der ikke kræver, at jeg slæber rundt på 600 g gulerødder i mundrette stykker i min taske. Det er ikke en diæt, hvor jeg skal bekymre mig om, om der mon er salat i buffeten til frokost eller hvor mange kalorier, der mon er i et stykke kage til kaffen... 

Jeg kan godt lide, at det er så enkelt - og så synes jeg, det er fedt, at jeg er kommet dertil, hvor fastedagene er blevet overskuelige, og hvor jeg føler, at jeg har fundet en måde at sige nej tak til frokost uden det føles som en frelst prædiken (i hvert tilfælde for mig selv!) - jeg siger ikke at hele kuren bare er let og at fastedagene går hen i stilhed (altså fra min rumlende mave...) og jeg siger heller ikke, at jeg synes kiloene bare rasler af mig, men jeg synes det er en dejlig måde at leve på - enkle fastedage og så føler jeg faktisk ikke, jeg skal tænke ret meget over, hvad jeg spiser, hverken på fastedage eller de andre dage!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar