fredag den 13. september 2013

Jeg har startet en madklub…

For mig er det at lave god mad en form for terapi… Det fandt jeg ud af for 3 års siden, da jeg efter en længere periode med rigtig meget arbejde stoppede op for at tage stilling til, hvad det egentligt er, der gør mig glad i hverdagen. Det gør mad! Ikke alle slags mad, men rigtig meget af det. Og så kan jeg rigtig godt lide at lave mad og kæle om detaljerne…

Jeg har fundet ud af, at jeg er en af den slags mennesker, der godt kan lide at shoppe (surprise, vil mange af mine venner sige), men efterhånden har jeg fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er (flere) sko og (flere) tasker, der giver de bedste shoppeoplevelser. Jeg har fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide at shoppe mad! Ved siden af, hvor jeg bor ligger en Føtex Food og ved siden af igen ligger en grønthandler, hvor indehaveren er af anden etnisk herkomst end dansk – og jeg elsker det. Føtex er et alletiders sted at finde basisråvarerne og nogle gange finde lidt skæve madvarer, der er på kampagnetilbud, men madoplevelserne hos grønthandleren går rent hjem hver gang. Jeg er helt vild med at gå derind og bare købe lige, hvad jeg har lyst til og blive inspireret af alle de spændende ting, der er på hylderne!

Denne inspiration kombineret med smagsoplevelser fra rejser, markedsture og hjemme importerede krydderier har resulteret i, at blandt andet min forkærlighed for madlavning med et strejf af mellemøsten er blevet ret veludviklet. Til min fødselsdag var menuen marokkansk, og jeg har flere gange – både før og siden – lavet kødboller med krydderier som friske mynteblade og pistacienødder, andebryster krydret med allehånde, muskat, kanel og hvidløg eller diverse dip og dressinger, der kan henlede ens smagsoplevelse på 1001 nat. En af mine kollegaer, der ikke havde mulighed for at deltage i førnævnte fødselsdag, spurgte en dag, om jeg så ikke vil lave Marokkansk mad til hende en anden dag – svaret var klart; der er da ikke noget, jeg hellere vil.

For noget andet jeg har fundet ud af er, at jeg elsker at have gæster. Jeg elsker de dage, hvor jeg bare har tid til at gå og lave god mad og kan se frem til at nyde det i godt selskab. En anden af mine kollegaer er netop flyttet til Aarhus og vi kom til at snakke om kærlighed til mad en dag – jeg fik nok nævnt i en indskudt bemærkning, at jeg rigtig godt kan lide at lave mad – det resulterede i en bemærkning om, at ”du siger bare til, så kommer jeg gerne…”

Så nu har jeg startet en madklub.
Første møde i madklubben var en i onsdags. Og det var superhyggeligt. Mit køleskab er som nævnt i tidligere opslag fyldt med små glas af alt muligt tilbehør, som jeg synes tilfører mine måltider ”det lille ekstra” – de samme små glas gør sig glimrende, hvis ens gæster ”bare” skal udsættes for tapas…


Tapas er sådan en glimrende måde at tømme sit køleskab på. Der er i min vennekreds enighed om, at det spanske ord for ”rester” gør sig glimrende som gæstemad, hvis man tilsætter et glas pesto hist, lidt friskbagt brød her og køber en lækker ost at spæde op med… Så til onsdagens madklub skulle vi have tapas... Madklubben lå på en dag, der ikke var fastedag for mig, så det var plads til at spise både brød og drikke et glas rødvin – og det var det, der skete…

Jeg havde lavet bruschetta, salat med carpaccio, en tærte og rørt noget fetacreme… Det smagte skønt og blev taget imod med kyshånd!  




Jeg nød virkelig aftnen sammen med skønne mennesker og slappede fuldstændig af med at nyde alle de lækre sager – selvfølgelig uden at overspise, men med smagsoplevelserne i fokus. Torsdag var fastedag, så jeg vidste, at jeg allerede dagen efter ville jeg igen være i gang med at gøre noget godt for min krop og mig selv og det er en sand fornøjelse med den her livsstil, at der ikke er den evige nagende dårlige samvittighed...

Jeg er allerede gået i tænkeboks med, hvad der skal serveres næste gang, jeg skal holde madklub, men en ting er sikkert: Jeg glæder mig til at lave mad til dejlige mennesker!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar