torsdag den 19. december 2013

Det Glade Vanvid...

I fredags var det tid til Mad med Morten! Vi skulle med at spise på restaurant Det Glade Vanvid! Det er en koncept restaurant, der ligger ned ved lystbådehavnen i Aarhus, ved siden af Clausens fiskehandel, og jeg må sige, at jeg er imponeret! 

Tilbage til konceptet...
... Det er egentligt ret simpelt! Man kommer kl 18.30. Ikke 18.15 (så kommer man til at stå og vente) og ikke 18.45 (så kommer man til at gå glip af aftnen) og hele arrangementet er ovre kl 21.30... Man skal selv forsyne sig med vin fra en vinbuffet og man får serveret 4 retter, der er bestemt på forhånd - man kan altså ikke få med uden ost eller med uden hvidløg...

Da vi ankom stod første ret allerede på bordet sammen med et glas Lambrusco og det stod pænt og ventede på os!
Retten var en lille appetizer med
Let syrlig Torskesylte med julesennep på hvedekernesalat med peberrod rævesauce, æggesne & rødbedesalat med persillemarinade! Super smagfuldt!

Dernæst var det tid til at forsyne sig med hvidvin fra vinbaren! Morten valgte den af de 3 hvidvine, der var karegoriseret som værende fed (de andre var frugtig og let) -  vinen var super smagfuld. Med lukkede øjne næsten som en rødvin! Virkelig en lækker vin! Og den passede perfekt til Forretten.

Forretten var en
Laksecrepiné på Sønderjysk hvidkål med muskat, syltede løgflager med karry & smørstegt revet rugbrød hertil brunet smør, grønkålsskum med røget spæk & rødkålscrudite med trøffel-citronmarinade... Virkelig god kombination med de søde løg, den luftige skum, den knasende topping og det samlede smagsindtryk! Guf!

Så var det tid til hovedretten... Det var gris med gris på! Og jeg var imponeret!
Hovedretten var en skank af gris med sur-sød sirup af kanel, intens kryddersauce & safran braiserede skorzonerrødder hertil jordskokker med svesker, sprødt flæskesvær & Waldorfsalat. Det smagte så godt og kombinationen af sød, sprød og gris var så lækker!
 
Vinen til maden var bestemt heller ikke at kimse af. Og selvom etiketten mest lignede noget fra en dårlig rødvin fra Aldi, så var den helt perfekt og kraftig smagfuld til den lidt fede ret.

Da vi kom til desserten var jeg faktisk allerede mæt. Og jeg er egentligt ikke den store dessert spiser, men man skal jo lige smage... Og det er jeg glad for jeg gjorde!!!
 
Desserten var en glöggkage med karamelis & syltede mandariner hertil let frossen nougatmousse med orangecoulis, luftig creme på ris a la mande & knuste pebernødder.

Det smagte simpelthen så lækkert og jeg sad nærmest og himlede med øjnene og kom med små uhhhhhhmmmm-lyde!

Alt i alt var det en glimrende aften! Faktisk må jeg sige, at det nok er det bedste måltid, jeg har spist på en restaurant i Aarhus i den tid jeg har boet her!

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har besøgt restaurant det glade vanvid - tværtimod bliver det nok svært at vende sig til mindre ved besøg på andre restauranter i fremtiden!

Jeg vil klart anbefale alle, der skal have en god madoplevelse at besøge restauranten! Morten og jeg har allerede nu aftalt, at alle menuer i månederne fremover er nødt til at blive afprøvet... Jeg glæder mig allerede til at se, hvad de finder på i januar...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar