Unsichtbar Berlin - for en gang skyld et måltid uden billeder fra min side...

Jeg spiser med øjnene! Jeg spiser rigtig meget med øjnene! Jeg elsker farvespil på min tallerken, jeg elsker at anrette min mad lækkert og jeg synes det er fantastisk, når der bliver gjort noget ud af præsentationen af et måltid... Alt dette kunne jeg pænt vinke farvel til, da jeg i fredags besøgte Unsichtbar i Berlin.

Konceptet er egentligt enkelt. Du spiser i fuldstændig mørke. FULDSTÆNDIG mørke. Punktum. 

Min veninde havde sørget for alt med bestilling af bord hjemmefra, så vi skulle egentligt bare troppe op fredag aften kl 19. Vi gik i lejligheden og gjorde os klar til at tage afsted. Egentligt lidt mærkeligt at gøre sig i stand, når man ved, at man faktisk "bare" skal sidde i mørke overfor sin "date"... Så gik turen til restauranten. Forventningerne var en kombination af skyhøje, vævende, skeptiske og udefinérbare! 

Tanker som "Hvordan er det mon at spise i fuldstændig mørke?", "Er der mon helt mørkt?", "Vender øjnene sig til mørket?", "Kan man styre kniv og gaffel, når man ikke kan se?" og "Får man mon at vide, hvad man spiser?" myldrede frem. Og det var med øjne, der lyste af forventningens glæde, at vi bevægede os mod restauranten i Prenzlauerberg.

Ved ankomsten blev vi anvist til en bås, hvor aftenens menu skulle vælges. Menuen afslørede ikke meget om indholdet af dagens middag. Der var mere tale om et overordnet valg og en teaser end et egentligt menukort.

Meget afvekslende for en gang skyld ikke at blive overøst med gourmet-snak såsom "sauterede spæde sprøde grøntsager", "glaceret, råmarineret, letrøget unghane al forno", "hjemmesyltede boretagneløg" og så videre. Selvom jeg selvfølgelig selv er en sucker for sådan snak til en hver tid.

Efter menuvalget, der faldt på "Beef" samt valg af rødvin (ja tak, Amarone!) 

kom vores tjener, Ben og hentede os. Ben er svagtseenede. Han kan se omrids af personer, men kan ikke se ansigter eller detaljer... Vi blev bedt putte hænderne på hans skuldre, min venindes hænder på mine skuldre og derefter gik vi i kortege ind i mørket. 

Det var virkelig en speciel oplevelse at blive ledt ind i mørke. Ikke bare tusmørke, men TOTAL mørke. Ben førte os til vores bord og viste os, hvor vores stole stod. Da vi skramlende havde fået os sat, kunne vi begynde at orientere os lidt. Mærke efter, hvad er der på bordet, hvor bredt er det, hvor langt er det, hvor langt er vi egentligt fra hinanden. Noget andet vi kunne var t begynde at abstrahere fra lyden inde i rummet. Restauranten er som sagt kulsort. Og når synssansen bliver fjernet skærpes de øvrige sanser, så pludselig virkede alt lyd voldsomt høj og man havde fornemmelsen af, at der var virkelig mange mennesker enormt tæt på. Og at alle de mennesker VIRKELIG råbte højt.

Efter noget tid kom Ben med vores drikkevarer og forret. "Værsgo, her er dit vandglas, her er dit vinglas, jeg sætter en brødkurv på bordet mellem jer, her er jeres vin, her er din tallerken, vær venligt at tage den selv og placere den på bordet" alting gik virkelig hurtigt... 

Det var så grænseoverskridende at sidde i fuldstændig mørke. Man kunne virkelig ikke se en hånd for sig. Og der skulle skænkes vin og maden skulle skærres ud. Det var meget spændende at tage den første tår vin og udelukkende have smagen og temperaturen i fokus. Det var også ret overvældende at sidde med sin tallerken foran sig og se dette

Og bare vide, at vi skulle igennem 3 retter...

Undervejs i måltidet sad vi og gættede på, hvad der blev serveret og ramte mere eller mindre rigtigt. Jeg gættede på carpaccio i forretten, peberrodsmousse i hovedretten og nougatcreme og æblemos i desserten. Min veninde mente, at æblemosen var tilsat noget alkohol af en slags og at de ananas, der blev serveret til var krydret med et eller andet stærkt... 

Da vi var færdige med at spise vores 3 retter og skulle ud fra restauranten, kom Ben igen og hentede os. Igen i kortege blev vi ført ud af restauranten. På vejen ud er der pludselig en, der tager ved min veninde, hvilket resulterer i, at hun udbryder meget højt "der er en, der rører ved mig!!!" Jeg begyndte simpelthen at grine! Det viste sig så, da vi kom ud i lyset, at det var en af de andre tjenere, der lige havde taget ved min venindes skuldre og lige synes, at hun skulle have boget massage, når vi nu alligevel var i gang... 

Efter middagen kom vi ud og fik så præsenteret, hvad vi havde spist.

Det var meget sjovt at se, hvor vi havde ret og hvor vi ikke havde. Nougat var der lidt af. Og min venindes gæt på alkohol i desserten var lidt galt, men til hendes forsvar skal siges, at efter indtagelse af adskillige drinks med vodka, danskvand og lime, kan vodka og lime godt smage lidt ens... Til gengæld havde jeg blankt afvist, at den serverede ananas var stærk, hvor hun havde helt ret...

Vi forlod restauranten en kæmpe oplevelse rigere og med en kombination af opstemthed over aftnens oplevelser og udmattethed efter at have haft alle de øvrige sanser på overarbejde... Oplevelsen er klart anbefalelsesværdig, hvis man har lyst til at prøve en anderledes spiseoplevelse...