onsdag den 29. oktober 2014

Længe siden, der er sket noget herinde...

... jeg ved det godt. Jeg har ikke været aktiv. Jeg har ikke fået skrevet opslag nok på bloggen. Det er ikke fordi jeg ikke har haft skønne madoplevelser, men jeg har bare ikke fået blogget om det...

I lørdags var der en god ven, der spurgte til min blog, og om jeg brugte gæstebloggere. Det fik mig til at indse, hvor længe siden det egentligt er, at jeg har delt noget fra mine kulinariske oplevelser.

Men nu er jeg tilbage. Håber jeg. Omend nok ikke i en helt så faste-agtig version.

Siden sidste opslag må jeg erkende, at jeg ikke har fulgt 5:2 kuren helt så striks som jeg gjorde tidligere. Til at starte med, var jeg meget opmærksom på, at det skulle være med 2 dage om ugen, hvor jeg ikke spiste noget fra jeg havde fået aftensmad dagen før min fastedag til jeg skulle have aftensmad dagen efter(24 timer) hvorefter jeg spiste aftensmad på max. 500 kcal. Og derefter ikke fik noget at spise igen før dagen efter.

Mine fastedage varede altså ca. 36 timer i alt med et måltid på 500 kcal i løbet af de 36 timer.

 

Modellen virkede glimrende for mig. Jeg var aldrig fanatisk. Og nåede jeg ikke 2 fastedage en uge tog jeg bare 3 i ugen efter. Det samme gjorde sig gældende, hvis jeg havde startet en fastedag, men havnede i en situation, hvor det bare ikke passede alligevel, så var jeg indstillet på, at fastedagen blot blev udskudt til dagen efter. Eller til dagen efter igen. Det, der fik 5:2 kuren til at virke for mig var netop den fleksibilitet. Og så det, at jeg kunne se resultaterne.

Da jeg startede 18. august sagde vægten næsten 80 kg. Hvilket også var min primære motivation til at starte på fastediæten.

Allerede da jeg kom til jul var jeg egentligt der, hvor nu kunne jeg godt leve med, hvordan min krop så ud. Ja, jeg havde stadig min ”muffin-top” på maven og mine inderlår er ikke så slanke, som jeg kunne ønske, men jeg kunne leve mede det. Nok isæt fordi jeg har set så meget værre…

Kort efter nytår havde jeg den udsøgte fornøjelse at se et tal på vægten, der var under 70 kg. Jeg var helt oppe at køre. Min vægt startede med et 6-tal! Fornøjelsen var dog desværre kort. Vægten røg temmelig hurtigt over de 70 kg. Igen, da jeg var på en arbejdsopgave i starten af januar, der inkluderede en uge med rødvin og store bøffer… Jeg var fortrøstningsfuld og holdt fast ved mine fastedage, men det var bare som om, at min vægt have placeret sig mellem 70 og 73 kg. Og lå og svingede der, så det var en dag minus 800 g næste dag plus 1 kg. Hele tiden op og ned. Til trods for 2 ugentlige fastedage. Lidt fortvivlende. For ikke at sige meget. Jeg trøste mig selv med, at jeg jo egentligt var okay tilfreds og med, at det nok ikke længere gik så hurtigt, fordi der ikke længere er så meget at tabe.

I april mødte jeg min kæreste (og ja, det er nok samtidig med, at jeg ikke fik blogget så meget). Vi kan rigtig godt lide at lave mad sammen. Det er hyggeligt og afslappende (og lyder måske kvalmende rosenrødt, men sådan er det altså…). Jeg har aldrig været fedtforskrækket eller baconforskrækket på nogen måde (men nej, vi hoppede heller ikke i kærlighed og fløde-sovs-fælden). Men grundet mine fastedage havde jeg vænnet mig til, at der er substitutter, der gjorde, at det var okay at spise tzatziki på en fastedag og, at man sagtens kunne få en pastaret, sålænge det var med squashpasta og en fedtfattig fløde.

Min kæreste har ikke helt samme holdning til fedtfattig fløde (jeg siger tak) eller samme aversion mod helt hvidt brød (han siger tak), som jeg har. Til gengæld er hans abonnement til fitness ikke blot et sponsorat. Det betød, at hvis jeg spiste som han gjorde, ville jeg tage på og omvendt, hvis han spiste, som jeg gjorde, ville han ikke føle, at han fik energi nok.

Løsningen på den udfordring blev i en periode, at jeg ikke spiste morgenmad og frokost de fleste dage. Og så fik jeg det samme til aftensmad, som han gjorde. Uden at tænke mere over det. Det var ikke det store problem for mig. Jeg havde jo vænnet mig til, at jeg ikke behøvede mad i løbet af dagen. Det holdt vægten nede, men jeg var godt klar over, at metoden, måske alligevel ikke var den allerbedste.

Så kom sommerferien og sommerferiehygge. Ud med faste og ind med lidt for meget god mad. På Skanderborgfestival var der lidt for mange øl og så havde jeg jo også lige en fødselsdage… Efter sommerferien var der det der DHL-stafet, der stod for døren. Lad os sige det sådan, at hverken mit fitnessabonnement eller mine løbesko er blevet slidt op i de seneste år. Særligt i foråret, hvor jeg plejer at have travlt på job, synes jeg, at det er svært at få presset træning ind i kalenderen. Så udsigten til at skulle løbet 5 km til DHL var ikke rar. Jeg prøvede at finde på undskyldninger, men havde bare ikke rigtig nogle, så der var ikke andet for, end at spænde løbeskoene og tage turen skridt for skridt. Hold nu op, hvor var det hårdt. Jeg løb turen på ca. 32 minutter. Var piv-stolt af mig selv, fordi jeg kun var nede at gå en gang (ja, der er en lang og dræbende bakke på den rute, der tog pusten fra mig) Efter DHL fik jeg øjnene op for, at det måske var en meget god ide, at komme i gang med det der motion igen. Så det gjorde jeg. I det små selvfølgelig. Startede med en pilates time om ugen. Og en løbetur hist og her (og vi snakker altså ikke om flere ture på en uge…)Sidste skudt på mit fitness-cvs stamme er Thai Bo. Det er overraskende godt. Jeg er begyndt at få sådan nogle markerede overarme og mormorarmene er næsten væk. Jo jo. Muffin-toppen er der stadig.

Status på nuværende tidspunkt er, at min vægt igen er nede omkring de 70 kg. Når jeg vejer mig om morgenen vel at mærke. Jeg har tidligere haft et mål, der hed, at jeg skulle ned på 65 kg. inden jul, men jeg må erkende, at eftersom der er under 2 måneder til og jeg stadig ikke rigtig følger det der med fastedage, så kommer det nok ikke til at ske. I stedet for har jeg lavet et nyt mål: Jeg vil gerne, at jeg også kommer til at veje 70 kg., når jeg vejer mig om aftnen. Også selvom det har været et solidt aftensmåltid. Derudover vil jeg gerne, at jeg i nærmeste fremtid kommer til at se et tal på bloggen, der er permanent eller bare mere stabilt omkring de 68,6 kg, således, at jeg kommer derned, hvor mit samlede vægttab siden starten i august 2013 er 10 kg. Jeg vil også gerne nå de 65 kg engang, men som det er lige nu, så synes jeg egentligt, at jeg er okay tilfreds, når jeg kigger i spejlet og det er en rar følelse. Målet med fastediæten var, at jeg gerne ville nå der til, hvor jeg var tilfreds, når jeg s mig i spejlet. Det er næsten nået. Målet med min blog om blandt andet fastediæten, var, da jeg startede den for 15 måneder siden, at den skulle være et middel til at holde mig selv op på at lave fastemad og til at følge fastediæten. Det var den også et langt stykke tid. Men nu handler det for mig mere om balance i hverdagen og om at nå de sidste etaper af mit mål. Der kommer helt sikkert til at blive indtaget en masse god mad på vejen. Men god mad kan sagtens være sund mad, og almindelig mad kan sagtens være inspiration til hvordan man kan variere sin kost. Fremadrettet vil bloggen nok komme til at handle mere om madoplevelser generelt, men jeg kommer selvfølgelig stadig til at blogge om, hvordan det går med projektet og kommer bestemt også til at dele opskrifter herinde. Og jeg skal nok stadig komme med mine kommentarer til, hvordan man lave min version af retterne i en lettere udgave, så de også kan bruges på fastedage...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar